Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

Opsøget, altså det at hunden selv via sin lugtesans kan finde et anskudssted, bør man træne hunden i, så snart den kan udrede et flere hundrede meter langt spor.

Selvom der på nogle prøver er en tydelig markering af, hvor sporet starter, er det ingen sag for hvalpen eller unghunden selv at kunne finde det sted, hvor sporet starter. Derfor kan du lige så godt, når hvalpen eller unghunden har forstået hvad sporarbejdet går ud på, lære den at opsøge sporstarten.

Den eneste forskel, der er på træningen af en markering og et anskudssted (altså der hvor sporet starter), er at ved træningen i at finde et anskudssted, vil der ud fra anskudsstedet altid være lagt et spor, som hunden skal udrede.

Bliv ikke fortvivlet, hvis det ser ud, som om hunden søger efter anskudsstedet, og alligevel ikke omgående går i gang med at markere anskudsstedet og straks efter starte sporsøget op. Så længe hunden arbejder på at finde anskudsstedet, skal du ikke gribe ind.
Giv hunden tid til at sortere de forskellige færte fra hinanden og bevar roen.
Når hunden undersøger de forskellige færte, siger man i fagsprog, at hunden lige skal ”læse manualen”, inden den tydeligt markerer anskudsstedet og efterfølgende går i gang med at udrede sporet.

Mange tolker en hunds opsøg af et spor, som om hunden har svært ved at få startet op, men det er der ofte en forklaring på.  
Når man har skudt til et dyr, som ikke ligger forendt på stedet, undersøger jægeren altid som det første anskudsstedet grundigt. Jægeren bevæger sig rundt i det område, hvor dyret stod, da der blev skudt til det, og afsætter selv en masse fært i skovbunden. Det sker også, at jægeren ubevidst kommer til at træde i lidt schweiss, maveindhold, eller måske lidt kropsvæske fra dyret. Dette sidder fast under jægerens fodtøj, og han/hun afsætter derved an masse forvirrings-fært, mens jægeren bevæger sig rundt i et større eller mindre område.

Når den reg. schweisshund senere kommer og skal finde det anskudssted, som jægeren i første omgang ikke kunne finde og måske til slut har fundet, udgør området en kæmpe stor færtforvirring for hunden.

Der lugter interessant overalt i det område, hvor jægeren tidligere har bevæget sig rundt, da han/ hun tidligere ledte efter anskudsstedet. Hvis der kommer flere jægere til, som vil hjælpe med at finde anskudsstedet, eller der måske også medbringes en hund, skal schweisshunden lige have en mulighed for at sortere denne enorme færtforvirring.

Derfor vil schweisshunden ikke umiddelbart lige gå hen og stemple anskudsstedet, men derimod ofte i flere minutter, søge rundt og rundt, mens den snuser mod jorden indenfor det område færtforvirringen dækker.

Som tidligere nævnt, siger man i fagsproget ”at hunden lige skal have læst manualen”.
Når hunden har læst ”manualen”, har den styr på hvilke færte, som er interessante og hvilke, der ikke er, og begynder først nu at udrede sporet.

Hvis flere jægere har trampet rundt i et anskudssted, trådt i schweiss, kropsvæsker eller andet og samtidig er begyndt selv at lede efter dyret i de tætte graner, som dyret flygtede ind i, er det ikke sikkert, at hunden umiddelbart efter kan finde sporet at gå på. I sådanne tilfælde er det ofte en fordel først starte op på sporet dagen efter, da den menneskeskabte forvirrings-fært forsvinder hurtigere end selve angst- og klovfærten fra dyret.