Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.
Markering af pyrschtegn del 2
Den næste øvelse jeg vil anbefale, er også en markeringsøvelse uden noget sporforløb.
Årsagen til at jeg starter markeringsøvelsen, hvor jeg bevidst fravælger et sporforløb frem til et pyrschtegn er, at det jo ofte er den store sporlyst (hundens lyst til at følge sporet), som gør at hunden nogle gange vælger at ignorere de forskellige pyrschtegn.
Denne markeringsøvelse minder meget om øvelsen som beskrevet som er beskrevet under kapitlet Markering af pyrschtegn 1, men denne gang lægges de forskellige pyrschtegn inde i et skovstykke eller på en eng i stedet for langs en skovvej.
Jeg udvælger et område i skoven, uden for høj vegetation, med flere store træer. Det første jeg gør, er at trampe området til, dvs. jeg går rundt i området på kryds og tværs, så jeg afsætter min fært over det hele. Dette gør jeg for at hunden ikke via min fod / fært, bliver ledt rundt til de udlagte pyrschtegn.
Ved foden af de store træer, hvor jeg vælger at udlægge pyrschtegn, rejser jeg evt. en pind op ad træet, så jeg har 100% styr på hvor jeg har udlagt et pyrschtegn.
De første gange foretrækker jeg et område mange træer, da jeg ved at rejse en pind op af disse, kan lave tydelige markeringer, så jeg har styr på hvor jeg har udlagt de forskellige pyrschtegn. Man kan også bruge markeringsbånd eller andet til at markere med, bare man hele tiden har styr på hvor de forskellige pyrschtegn er udlagt.
Men det er vigtigt også at træner denne øvelse på en eng uden træer, da det ikke kun er i skoven at hjrotevildtet bliver anskudt.
- Først overtramper jeg et område (ca.40x40 meter) med færtsko med klove (dette gør jeg for at hunden ikke bare kan følge min fod rundt til de forskellige udlagte pyrschtegn).
- Herefter lægger jeg flere steder et lille stykke knogle, andre steder nogle få dråber schweiss, knoglemarv, eller hår (husk at tydeligt markere hvor pyrschtegnene ligger, så du ved hvor de ligger).
- De første gange venter jeg 2-3 timer før jeg sætter hunden i gang med at finde de udlagte pyrschtegn, og ret hurtigt kommer vi op på at de kan ligge naten over.
Når hunden skal opstarte markeringsøvelsen, er den iført sit schweisshalsbånd / sele, pejl og schweissrem.
Sæt hunden af udenfor det store ”felt med pyrschtegn” og få ro på hunden og situationen.
Med søgekommandoen (eller hvad du plejer at sige til hunden) går hunden i gang med at søge rundt i skovbunden. Du har godt fat i schweissremmen, og følger efter hunden i rem.
Når hunden nærmer sig et pyrschtegn (og du kan se hunden reagerer på færten) roser du hunden behersket.
Når hunden står og snuser til det udlagte pyrschtegn, skal du komme helt op på siden af hunden, og mens du roser hunden behersket, stryger du den roligt over ryggen.
Hvis hunden hurtigt vil videre, fastholder du hunden (via remmen), så den ikke kan forlade det udlagte pyrschtegn.
Sæt hunden af og rod lidt i jorden, og tilkendegiv overfor hunden, at du er meget glad over det, den har fundet til dig, og jo længere tid du kan få hunden til at interessere sig for det pyrschtegn den har fundet, desto bedre.
Jeg ikke blot viser hunden at jeg er meget glad for det den har fundet til mig, jeg belønner (bestikker) også hunden med en pølse / frikadelle eller andet hunden elsker, for at forstærke hundens følelse af, at far / mor er meget glad.
Hunden fandt det første pyrschtegn, og skal nu videre med at finde de andre pyrschtegn. Dette gør du ved at gå et par meter væk fra det fundne pyrschtegn, og sætte hunden af igen.
Når der er ro på hunden, sætter du den igen i gang med at søge, indtil hunden finder det næste udlagte pyrschtegn, hvorefter ros og godbid gentages når hunden markere det udlagte pyrschtegn. osv.
I starten bruger jeg rigeligt med schweiss som pyrschtegn, men jo nemmere hunden har ved at finde og markere pyrschtegnene - desto mindre schweiss og andre pyrschtegn lægger jeg ud.
Jeg nedtrapper stille og roligt førten fra pyrschtegnene, så jeg til sidt er nede på en enkelt schweissdråbe eller nogle få hår.
Når man som reg. schweisshundefører har sat hunden til at søge efter et anskudt stykke klovvildt, og man flere hundrede meter ude af sporet ikke har fundet en eneste dråbe schweiss, bliver man ofte i tvivl om det er det rigtige dyr man går på.
Når man så vælger at fortsætte sporingen, og hunden pludselig stopper op og stikker snuden i jorden, logrer med halen, og markerer én enkelt lille dråbe schweiss i skovbunden - ja så får man tillid til hundens evner som schweisshund. Derudover bliver man bekræftet i, at man er på sporet af det "rigtige" dyr, og ikke mindst at markerings-træningen har virket efter hensigten.
Afsnit i dette kapitel
- Færtforvirringer
- Knæk
- Knæk ved den "forkerte" metode
- Knæk ved den "rigtige" metode
- Tilbagegang / stifinderfod
- Stjerne
- Rundgang
- P-spor
- Veksler
- Terrænskifte / skovveje
- Grøfter
- Levende klovvildt på sporet
- Anskudssted
- Markering af pyrschtegn del 1
- Markering af pyrschtegn del 2
- Implementer pyrschtegn og sårlejer i et sporforløb
- Opsøget
- En hvalp som lige skulle læse manualen
- Selvstændigheden
- Lydighed contra sporlydighed
- Vigtigheden af et godt førerforhold
- Den vigtige kontaktøvelse
- Sporlydighed
- Sit / dæk på sporet
- Verharren
- Hetzen
- Hetzhunde er ikke schweisshunde
- En svær egnetheds-prøve-hetz
- Mandoms-Hetz-Prøven
- Forskellen på "kunstige spor" og "rigtige schweissspor"
- Kunstige udlagte spor
- Rigtige schweissspor
- Færtbilleder
- Sammenkoblingen af "kunstige / rigtige" spor
- Øg gradvis sværhedsgraden på træningssporene
- Kold - sund - fod
- Hvor tit skal jeg eller bør jeg træne spor