Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

Jeg træner altid markeringer, som en separat øvelse, og først når jeg kan se at hunden har forstået øvelsen, lægger jeg stille og roligt nogle nemme markeringer ind i et sporforløb.

Jo mere jeg træner markeringer som en seperat øvelse, desto flere markeringer får jeg fra hunden på vej ud af træningssporet.

Hvis man har en meget sporivrig hund, altså en hund med en udpræget sporlyst, kan man komme ud for, at hunden opfatter selve det at gå et spor som en øvelse, der skal udføres så hurtigt som muligt. Hunden har fået en opfattelse af, at når den har fat i sporet, gælder det om at komme ud til enden af sporet så hurtigt som muligt.

Denne kombination af stor sporlyst og fejlindlæring betyder at hunden trækker meget for at komme op i fart, og høj fart i sporarbejdet betyder ofte tab af sporet. Farten og målet om at komme til enden af sporet så hurtigt som muligt bevirker, at sårlejer, schweissdråber m.m. på vej ud af sporet ikke er interessante, da det for hunden kun gælder om at komme til enden af sporet og finde “dyret”.
Kort fortalt så opfatter hunden schweissdråber, hår m.m. som den støder på under sporudredningen, som en del af sporet, hvorfor den ikke markerer disse ting.
Denne uønskede adfærd skal vi prøve at undgå, da den på ingen måde fremmer sporarbejdet.

En af metoderne kan være at man først træner markeringer som en seperat øvelse, og når hunden har knækket koden, kobles øvelsen på selve sporet.

Når man lægger markeringerne ind på selve sporforløbet, kan man sige at man laver markeringerne som ”delmål” på sporet.
Når dette lykkes, vil hunden ikke fokusere på for enhver pris at komme ud til enden af sporet, så hurtigt som muligt.

Hver gang hunden finder et pyrschtegn som et sårleje, en dråbe schweiss/hår eller lign. tager man lidt af ”spændingen” af hunden, dvs. at den gerne skulle begynde at arbejde i et roligere tempo og derved arbejde mere koncentreret.

Den måde, jeg træner markeringer på, er som nævnt ved at træne markeringer som en separat øvelse.

Jeg bruger:

• Få dråber schweiss
• Hår
• Kødstykker
• Knoglestumper
• Hudstykker
• Biklove m.m.

Når jeg starter markeringstræningen op med en hvalp, lægger jeg de første gange kun schweiss som markering, og intet andet. Det gør jeg, fordi jeg har erfaret, at de hvalpe, jeg har trænet op, ofte troede at det var ”mad” de fandt, når jeg brugte knoglestumper, kød- og hudstykker, og derfor ofte åd det.
Hvis hvalpen eller den unge hund slikker på schweiss’en, lader jeg den gøre dette.

Når jeg skal lægge markeringer ud til hunden, går jeg f.eks. af en grusvej i skoven helt ude til én af siderne på grusvejen. Jeg sørger for, at der til den side hvor jeg vil lægge markeringerne langs grusvejen, er en frodig rabat på et par meter.

Når jeg vil lave en markering i den frodige rabat, går jeg et par skridt ind i rabatten, og drypper de første par gange en god mængde schweiss ud (som et anskudssted).
Herefter træder jeg ud på grusvejen, og går f.eks. 20 meter frem, og laver det samme igen. Disse markeringer laver jeg 4-5 stykker af, og går tilbage og henter hunden i bilen.

Det, øvelsen går ud på er, at du først får hunden til at søge i rabatten langs grusvejen (i schweiss-remmen), hvor du har lavet markeringerne til din hund.

Jeg sætter først hvalpen af, får ro på den, og sætter hvalpen i gang med at søge i rabatten i en 3-4 meter kort line, og starter op ca. 10 meter fra hvor du har udlagt et anskudssted.

• Du følger hvalpens søgen i rabatten op mod anskudsstedet.
  
  
• Når du kan se, at hvalpen registrerer schweissfærten, umiddelbart før den finder frem til den, roser du behersket hvalpen (fordi den viser interesse for schweissfærten).
  
  
• Når hvalpen står og snuser ved den udlagte schweiss i rabatten, skal du hurtigt men roligt frem til hunden, (mens den står og snuser til schweiss’en).
  Du holder den forsigtigt fast i halsbåndet (for ikke at hunden flytter sig fra den fundne schweiss), mens du tydeligt tilkendegiver din glæde overfor hunden, så hunden ikke er i tvivl om, at det, den lige har fundet, gør dig afsindig glad.
  Hvis hunden elsker højt belagt smørrebrød, får den et stykke af dette, og hvis den elsker godbidder lige så højt, er det en godbid, den får.
  Du skal formidle til hunden, at det, at den fandt dette schweiss, er at sammenligne med at den har fundet din tabte pung, hvori din årsløn lå i.
  
  
• Når du er færdig med at rose hunden, trækker du den roligt ud på skovvejen, og ca. 10 meter før næste anskudssted, sætter du igen hunden til at opsøge et nyt anskudssted osv.

Disse markerings- og anskudsstedsøvelser kan du lave flere gange om ugen, og hvalpen vil elske det.