Skip to main content

Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

Anskudssted

Når vi træningsmæssigt forsøger at efterligne et ”anskudssted”, altså det sted dyret stod, da det blev ramt, er det i første omgang vigtigt at hunden har en interesse i de ting, som ligger på anskudsstedet.

For en jagthund vil stort set alt som stammer fra klovvildt, vække hundens interesse, hvorfor det sjældent giver de store problemer at lære hunden. Når det er sagt, er det vigtigt at lære hunden, at ALT den finder SKAL markeres og ikke bare opfatte et enkelt hår som værende en del af sporet.
Hvis du ikke formår at lære hunden dette, vil du ikke finde ret meget i et anskudssted eller ude af sporet. Hvis din træning er baseret på hyggespor eller konkurrencespor, har det ikke den store betydning, men hvis hunden skal bruges til praktiske eftersøgninger i schweiss-regi, er denne disciplin ekstrem vigtig, da anskudsstedet ofte afslører hvor dyret er ramt, og derved giver et hint om hvordan eftersøgningen skal planlægges.

På et anskudssted vil der altid ligge hår, og der kan desuden ligge hudstykker, kødstumper, schweiss, benstumper, knoglemarv m.m. afhængig af, hvor dyret er ramt. Vær opmærksom på at disse ting sagtens kan ligge ude på sporet, hvorfor dette også skal trænes.Som nævnt vil der altid være hår ved et anskudssted, men disse kan være svære at finde, da de i blæsevejr kan ligge mange meter væk fra, hvor dyret stod, da det blev ramt.

Mange overser vigtigheden af at få undersøgt anskudsstedet grundigt. Man kan sammenligne det med et gerningssted, hvor politiet skal sikre sig ”beviser” eller andre ting, som kan beskrive, hvad der er sket. Jo bedre din hund er til at markere, desto hurtigere finder du et anskudssted, også selvom der ikke umiddelbart ligger noget på anskudsstedet. Et klovaftryk fra et dyr, som er ramt, vil nemlig med det samme udskille angstfært, som hunden kan lugte.

Da en forløbsskudt buk kan tegne som et bladskud, er det jo vigtigt, at man altid undersøger anskudsstedet, før en eftersøgning opstartes.

Hvis det er et bladskud, skulle det være muligt at finde hår (lange hår), og en del schweiss (altså mere end en enkelt dråbe på 3x3 millimeter).
Vær opmærksom på, at det ikke er sikkert man finder noget synligt på anskudsstedet, hvis det er voksent dåvildt eller kronvildt der er skudt til. Heller ikke selvom dyret er ramt på bladet.

Ved et forløbsskud vil man som regel ikke finde ret  meget schweiss (afhængig af om forløbet er ramt på for- eller bagsiden), men meget korte hår.
Man kan også finde benstumper (meget små dele), og er man heldig, vil der også ligge en rørknogle, som dog ikke nødvendigvis ligger i anskudsstedet.

Da der på anskudsstedet kan ligge meget små dele, som ikke umiddelbart kan ses med det blotte øje, eller væsker fra dyret, er det vigtigt at vi lærer hunden at lokalisere disse meget små dele, som selvfølgelig også afgiver fært. Dvs. at ligesom det på sporet gælder om at få hunden til at kunne gå sporet med en så lille færtkilde som muligt, skal vi også arbejde målrettet på at lære hunden, at kunne finde en meget lille ”færtkilde”, som f.eks. ét enkelt hår.

Når vi allerede mens hunden er hvalp begynder at lave kunstige ”anskudssteder” ved sporstart, skal vi selvfølgelig starte med at lave tydelige anskudssteder ved hver sporstart.

I takt med den sideløbende træning af markeringer, nedtrapper vi schweiss’en og placerer evt. hår, benstumper og andet i anskudsstedet.

På billedet kan du se hvad du kan finde i et anskudssted. Hårene/pelsen er forskellig afhængig af, hvor de stammer fra på kroppen af dyret, og som udgangspunkt kan man regne med, at jo kortere de er, desto længere er man nede på dyret.

Under afsnittet ”Markering af pyrschtegn del 1 og 2” kan du læse, hvordan jeg lærer mine hunde at markere små pyrschtegn, en disciplin som de fleste af de ”røde hunde” mestrer.