Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

Det er vigtigt at den unge hund går overnatningsspor i områder, hvor der står meget vildt.

Udover afledningsfærten skal hunden kunne tåle at se vildt, uden at den hyler og skriger i sin iver efter at komme ud og jage vildtet. Man vil som reg. schweisshundefører ofte opleve at se dyr rejse sig på sporet eller krydse det udlagte spor, mens man er i gang med at udrede sporet. Det er muligt, at hunden ikke ser dyret, når det rejser sig og flygter, men med den rigtige vind kan hunden uden de store problemer lugte den friske dyne-kropsfært fra dyret på meget lang afstand. At hunden kan lugte den friske kropsfært fra dyret, kan tænde enhver schweisshund, og denne tænding bliver ikke mindre, hvis hunden samtidig ser dyret flygte.
Derfor er det vigtigt. at man i optræningsfasen med hvalpen og unghunden, kommer ud i naturen, hvor hunden ser hjortevildt og andet vildt.
Hvis hunden ikke ofte får muligheden for se og lugte klovvildt tæt på, er det oplagt, at hunden vil reagere kraftigt, når den så endelig ser eller kan lugte det.

Det skal ikke opfattes som om, at hunden ikke må reagere, når den ser, eller kan lugte klovvildt, men hunden skal have et naturligt og rimelig afslappet forhold til alt vildt.

En ikke mentalt sund og driftstærk hund, vil være mere påvirket af at se og lugte frisk vildt under udredningen af et sporforløb, end den mentalt sunde og driftstærke hund.

Da jeg er så heldig at bo midt iinde  en skov, ser mine hunde klovvildt så godt som hver dag under vores daglige gåture i skoven. Derudover arbejder jeg også med observationer af råvildt og forvaltning af råvildt i forskellige skove, hvorfor mine hunde har de optimale forhold for at få et afslappet forhold til ikke kun hjortevildt men også andet vildt.

Mine hunde reagerer selvfølgelig, når de under en sporudredning kan se eller lugte klovvildt i skoven (det er jo jagthunde). De bliver sat af på sporet, hvor vi er kommet til, og hvis jeg synes, at deres interesse for vildtet begynder at ligne blot en anelse hysteri, kalder jeg hunden tilbage, hvor jeg forlanger, at hunden sidder foran mig, med ryggen mod vildtet.
Dette belønnes selvfølgelig altid med ros, og jeg rører også ved hunden for ligesom at tage spændingen af hunden.

Jeg forlanger ikke, at hunden skal kigge på mig, hvilket den heller ikke gør, da den ved ofte gentagne kig over skulderen, forsøger at holde øje med vildtet. Denne øvelse skal selvfølgelig trænes mange gange, før det er helt godt.

En ting er sikkert, at jo mere vildt hunden bliver “mættet” med at se i dagligdagen, desto nemmere er det at lære hunden øvelsen.

Hvis jeg er ved at udrede et træningsspor med en unghund, reagerer denne hund selvfølgelig meget kraftigt på synet eller luftfærten af klovvildtet. For at man skal kunne komme videre på træningssporet, kræver det, at hunden får tid til at bearbejde indtrykket. Man får sjældent noget godt ud af at sætte hunden på sporet igen, mens den står med høj hovedføring, og kigger efter det friske vildt, eller nyder den søde kropsfært fra vildtet.

Sæt hunden af på sporet - og vent. Sig ikke noget til hunden, og brug den tid som er nødvendig. Om der går 3, 5 eller 10 minutter, før hunden er klar igen, er underordnet.

Hvis hunden er mentalt sund og har en udpræget sporlyst, vil den, mens den er sat af, på et eller andet tidspunkt begynde at snuse lidt til jorden foran den. Når hunden gør dette, venter du lidt da det er dig som bestemmer hvornår hunden skal starte med at søge. Herefter siger du blot ”søge” med en rolig og behersket stemme.

De fleste gange vil hunden gå i gang med at søge igen, men hvis den efter nogle meter ikke helt har glemt hvad den så og begynder at løfte hovedet igen, sætter du den blot af i sporet og venter et par minutter mere.

Du skal arbejde hen imod, at når hunden går spor, skal den kun koncentrere sig om at finde og holde den fært den er sat på. Hvis hunden løfter hovedet, fordi den ser eller kan lugte klovvildt foran sig, forsvinder koncentrationen omkring sporarbejdet på et splitsekund. Hundens jagt- og byttedrift aktiveres øjeblikkelig, altså den del af driften som tænder hunden i at komme ud og løbe, og jagte det vildt, den kan se eller lugte.

At hunden reagerer voldsomt de første mange gange man støder på vildt på sporet, er en helt naturlig adfærd hos en driftstærk jagthund, og hvis den ikke gjorde det, ville der nok være noget galt med den unge jagthund.

I takt med træningen i sporlydighed og erfaringerne, lærer hunden rimeligt hurtigt at kunne skifte fra det ene driftmode til det andet, og omvendt.

Arbejd derfor på at få så meget vildt for hunden under de daglige gåture, og brug hver gang den tid det tager at få hunden til at falde til ro igen, hvilket kun sker, hvis du også optræder roligt.