Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

Det er vigtigt, at man lægger sine spor, så hunden også bliver udsat for terrænskifte, altså passager hvor sporet går fra mark til skov, fra grankultur til løvskovkultur, fra ung til gammel skov, fra skov til skovvej osv. Det er kun fantasien, som sætter begrænsninger for et sporforløbs terrænskifte.

Hver gang hunden kommer til et terrænskifte, skal hunden danne sig et overblik over det nye færtbillede, før den kan fortsætte sporingen på den udvalgte fært.

Hvorfor sporingen over grusbelagte skovveje ofte giver problemer, er der flere grunde til. I de fleste tilfælde er det, fordi vi i træningen (for nemhedens skyld) ofte slutter det kunstige spor lige før en skovvej, og derved ikke har lært hunden af gå spor på en grusbelagt skovvej.

Derudover er færtbilledet fra en grusbelagt skovvej markant anderledes end andre færtbilleder (i ung eller gammel skov), og endelig er det et faktum, at vi normalt ikke træner spor med vores schweisshunde på og ad grusbelagte skovveje, hvilket betyder at hunden ingen erfaring har med dette færtbillede.

Når vi kommer til en grusbelagt skovvej, slutter vi enten sporet eller vælger at gå lige eller skråt over den, og fortsætte på den anden side af vejen.

En god ide er det, at i stedet for at gå over skovvejen, går vi ud midt på skovvejen (eller i rabatten), og følger skovvejen 40-50 meter, hvorefter vi vinkler ind i skoven igen. Iøvrigt en adfærd som anskudt/påkørt vildt,sagtens kan finde på at gøre.

Jo mere erfaren hunden bliver, desto lettere vil du opleve, at den læser og løser de forskellige former for terrænskifte.

Billedet vises eksempel på, hvordan det eftersøgte vildt kan bevæge sig. Du skal udfordre din hund, når træningssporet skal krydse en skovvej, grusvej eller landevej.

Ved punkt 1 laver du en tilbagegang. Ved punkt 2 endnu en tilbagegang. Ved punkt 3 går du ud midt på vejen og følger den ca. 30 meter, hvorefter du går ind i skovstykket igen. Ved punkt 4 krydser du skråt over vejen og fortsætter sporet på den anden side af vejen.

Hvis du lærer din hund altid at gå vinkelret (lige over) en vej, hver gang I møder en vej, kan dette give store problemer, når I senere skal løse praktiske eftersøgninger.
Jeg taler af erfaring da jeg havde lært (fejlindlært) en af mine tidligere reg. schweisshunde, ved at jeg hver gang jeg skulle krydse en grusvej / skovvej, gik lige over vejen.
Dette lærte hunden hurtigt, hvilket betød at hunden, når den kom til en grusvej, løftede hovedet og skyndte sig, i en direkte linje over på den anden side af grusvejen, hvor den fortsatte sporet. 
Problemet opstod når jeg var på praktisk eftersøgning, og det dyr jeg sporede havde fulgt grusvejen et stykke vej, inden dyret forlod grusvejen.
Denne schweisshund brugte utroligt meget tid på at finde sporet igen, hvis dyret ikke var gået vinkeltret over grusvejen, da hunden i træningen havde lært (fejindlært) at sporet fortsatte lige over grusvejen.

Husk derfor også at lægge dine spor på en måde, så du hver gang du skal krydse en grusvej varierer overgangen. Nogle gange lægger du sporet så det går skråt over grusvejen. Andre gange lægger du sporet så det går ud på grusvejen og følger denne 20-100 meter, og kun meget få gange går sporet lige over grusvejen.

De vildtarter, en reg. schweisshund eftersøger, er alle byttedyr. Det ligger dybt i dyrenes bevidsthed, at der findes andre dyr, som vil have fat i dem for at æde dem. Derfor er disse dyr altid vagtsomme overfor fjender, og når de bliver skadet, er de ekstra udsatte, hvorfor en form for overlevelsesdrift træder i kraft. Vær ikke i tvivl om, at et skadet dyr er fuldstændig klar over, at det er udsat for prædatorer. Derfor kan dyrene finde på at lave lange tilbagegange, stjerner og andre færtforvirringer, udelukkende med det formål, at ryste evt. forfølgere af.

Det er derfor en normal adfærd, når skadet vildt stopper op og sikrer og måske laver en længere tilbagegang, før de krydser en vej.