Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

I uddannelsen af en ny schweisshund lærer vi hvalpen de forskellige færte at kende, hvilket er en forudsætning for, at hunden senere skal kunne kende forskel på og navigere mellem disse.

Hundens undersøgelse af de forskellige færte ses tydeligt, når man sætter schweisshunden til at opsøge et anskudssted, hvor der ikke ligger synligt schweiss eller lign., og hvor jægeren selv har gået rundt og ledt efter schweiss, hår m.m.

Hunden vil søge rundt i et større eller mindre område, og registrere alle aflæsbare færte, hvilket giver hunden et “færtbillede” af det område den undersøger.

Dette “færtbillede” kan bla. bestå af:

• De naturlige færte fra luft og skovbund.
  
   Den biologisk/bakteriologiske fært fra nedtrådtvegetation fra vildtet, hvilket kan indeholde færte med forskellige tidshorisonter.
  
  
• Den individuelle fært, fra dyret som der er skudt til.
  
  
• Angstfærten fra det dyr, der er ramt.
  
  
• Andre dyr, som har gået / stået der.
  
  
• Dynefærten, hvis det ikke er lang tid siden dyret forsvandt. 
• Samt måske en masse biologisk/ bakteriologisk fært fra jægeren, som har gået rundt og ledt efter schweiss o.lign.

Som det gerne skulle fremgå af ovenstående, er der en masse færte, som hunden, inden den kan opstarte et sporforløb, skal have sorteret fra hinanden og have styr på. Når den har det, kan den begynde at udrede og følge schweisssporet.

Det er derfor vigtigt, at man i disse situationer giver hunden den fornødne tid til at registrere alle de forskellige færte, før man begynder at forlange, at hunden skal gå i gang med at udrede og følge sporet.

I fagsproget kalden man det at: “Hunden lige skal læse avisen / manualen”, hvilket er meget sigende om det, der sker i hundens hoved, inden den starter op på en sporudredning.

Vi kender alle en hospitalsgang, hvor der er malet streger på gulvet i forskellige farver. Første gang vi ser disse streger, siger de os absolut ingenting.
Men når vi får en information om, hvilken afdeling / afsnit de forskellige farver fører os frem til, kan vi uden problemer navigere rundt mellem de forskellige afdelinger på hospitalet.

Hvis vi tager billedet fra hospitalsgangen, og teoretisk forestiller os, at de forskellige farver i stedet for farver udgør “færte”, som hunden registrerer i skovbunden.
Den erfarne schweisshund registrerer disse færte og danner sig et færtbillede i hovedet, som kunne se sådan ud:

• Den blå farve er den alm. fært fra urørt skovbund.
  
  
• Den grønne farve er den biologisk/bakteriologisk fært fra nedtrådt vegetation.
  
  
• Den sorte farve er fod af ræv.
  
  
• Den røde farve (øverst) er fært fra friske rådyr som lige har krydset sporet (afledningsfært).
  
  
• Den gule farve er den individuelle fært, samt “angstfærten” fra det rådyr vi skal eftersøger.
  
  
• Den hvide farve er fod fra dåvildt.

I nævnte færtbillede vil den erfarne schweisshund ved opstart af sporudredningen hurtigt danne sig et færtbilledet af de seks færte, og ret hurtigt vil hunden frasortere 5 færte og koncentrere sig om at følge angstfærten (den gule farve), da den erfarne hund har lært, at det er dette dyr (denne fært), som skal findes.

Det er lidt primitivt beskrevet, men jeg håber, at det med tydelighed fremgår, at hunden, før den kan begynde at gå på en fært, skal have lært at skille de forskellige færte fra hinanden og kun gå på den fært, vi gennem træningen har lært den at gå på.

De færtsko og tørre klove, vi udlægger et kunstigt spor med, afgiver ingen fært, som minder om en “angstfært” (angstfærten er stresshormoner, adrenalin og kortisol, som et klovdyr afgiver efter det er blevet ramt af en f.eks riffelkugle).

Et rovdyr (ja din hund er et rovdyr) har ingen problemer med at registrere og følge en angstfært, og den evolutionære forklaring er, at hunden besidder et gammelt “instinkt”, som stammer helt tilbage fra ulvens tid.

For at vende tilbage til de forskellige færtbilleder, kan man tydeligt se på hunden, at når den følger et spor, og vi kommer til et terrænskifte, skal hunden lige bruge lidt tid på at omstille sig.
Færtbilledet ændrer sig, hver gang hunden går fra mark til skov eller omvendt, eller fra ung skov til gammel skov osv.

Jeg har nævnt det tidligere, men jo før skolebørn lærer alfabetet og de forskellige bogstavers lyde, desto hurtigere lærer børnene at læse.
Overført til det sporarbejde vi laver med vores hunde, kan man sagtens drage paralleller til de læringsprocesser, som skal være til stede, før skolebørn kan lære at læse.

Hvis et færtbillede f.eks. består af 29 færte, altså det samme antal færte, som der er bogstaver i alfabetet, er det vigtigt, at hunden kan skelne alle de 29 færte fra hinanden, og derudover kende betydningen af hver fært.

a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v w x y z æ ø å

Hvis bogstavet A i alfabetet, omsat i et færtbillede, er lig med fod af ræv, skal hunden lære at denne fært ikke er interessant.

Hvis bogstavet B i alfabetet, omsat i et færtbillede, er lig med fod af fasan, skal hunden lære at denne fært ikke er interessant.

Hvis bogstavet C i alfabetet, omsat i et færtbillede, er lig med den individuelle fært af mennesker, skal hunden lære at denne fært ikke er

interessant osv.

Men hvis D i alfabetet, omsat i et færtbillede, er lig med angstfært fra et anskudt/påkørt klovdyr, skal hunden lære, at denne fært er meget interessant og vælge at følge den.

Jo før hunden lærer de forskellige færte at kende og betydningen af hver fært, desto hurtigere står man med en god, gennemarbejdet og erfaren schweisshund.