Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

En reg. schweisshund skal kunne beherske to dicipliner, hvilket betyder at det skal være en rigtig god sporhund ligesom den skal være vildtskarp.

Det er ikke nok hvis hunden er en god sporhund, hvis den ikke kan afslutte opgaven, når dyret evt. rejses fra sårlejet og flygter.  Her skal hunden på en hetz både ville, kunne og turde at stoppe det flygtende anskudte eller påkørte dyr.

Det er heller ikke nok at hunden er så vildtskarp, at den vil kunne slå en elefant ihjel, hvis den ikke formår at udrede det måske kilometer lange spor ud til den.

Derfor er en hund ikke egnet til praktiske eftersøgninger, såfremt den kun besidder en nok så stor skarphed.

Der er ingen tvivl om, at hunde med en stor jagtlyst og byttedrift, elsker at blive sluppet til hetz. Man skal virkelig passe på med at slippe disse hunde for ofte til hetz, da dette ikke bare kan være, men også er altødelæggende for det fremtidige remarbejde.

Man skal derfor undlade at lade sig friste til at slippe hunden til hetz, blot fordi hunden har svært ved at udrede et sporforløb. Hvis hunden har svært ved at udrede sporarbejdet, er det tilbage på ”skolebænken”, og lære hunden at gå spor.

Hvis man alligevel, måske af magelighedsgrunde, vælger at slippe hunden til hetz efter kun 4-500 meters remarbejde, uden at være stødt på et frisk sårleje eller haft visuel kontakt til dyret, vil hunden i stedet for det indarbejdede sporarbejde hurtigt af sig selv lære at slå over i et bredsøg.

• På denne måde kan hunden hurtigt få afsøgt et stort område foran hundeføreren, og hvis det anskudte dyr stadig er indenfor en rimelig afstand, vil hunden ofte finde og få stoppet dette dyr.
  Umiddelbart en vellykket eftersøgning, men jeg vil understrege, at dette absolut intet har med schweisshundearbejde at gøre, det er jagthundearbejde.

Schweisshunden skal ikke have prøvet disse hetze ret mange gange, før den selv begynder at  signalere til hundeføreren om, at dyret går foran ekvipagen, hvorefter hundeføreren ryger lige i ”fælden” og gang på gang slipper hunden til hetz.

Når hunden, og for den sags skyld også hundeføreren, først er kommet så langt væk fra det schweisshundearbejdet egentlig handler om, nemlig remarbejdet, vil hunden være ubrugelig på de lange og svære eftersøgninger.

Jeg har derfor altid været meget forsigtig med at slippe mine unge driftsstærke schweisshunde til hetz, medmindre jeg så det anskudte dyr løbe foran mig, eller jeg støder på et helt frisk sårleje med tydelige pyrschtegn.
Er jeg det mindste i tvivl, vælger jeg altid at spore videre i rem. Det koster måske et par dyr i de første år, men til gengæld ved jeg også, at min hund til hver en tid, vil og kan følge foden af det anskudte dyr over lange strækninger.

For at bevare det gode remarbejde med snuden i jorden, prøver jeg at efterleve nedenstående træning af hunden efter en lang hetz på en praktisk eftersøgning:

• Hver gang en af mine driftstærke reg. schweisshunde har været ude på en lang hetz på en praktisk eftersøgning, lægger jeg en af dagene efter et 1.000 meter langt træningsspor, hvor jeg er meget opmærksom på, at hunden holder snuden i sporet hele vejen.

Når schweisshunden bliver ældre og derved også mere erfaren, kan man oftere slippe den til en hetz, uden det går ud over remarbejdet.