Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

Bemærk at hetzen kun er aktuel hvis man bruger, eller skal bruge, sin hund til praktiske eftersøgninger. I DKK's eller specielklubbernes prøvesystem har man ikke brug for at hunden kan hetze.

Selvom schweissarbejdet er remarbejde, remarbejde og atter remarbejde, er det lige så vigtigt, at den reg. schweisshund har modet, evnen, og viljen til at hetze langt.

Når et dyr anskydes/påkøres, vil det som hovedregel hurtigt, afhængig af hvor stresset dyret er, finde et sikkert sted, hvor det sætter sig i det, man kalder et sårleje. Hvis dyret er en del af en rudel, vil dyret følge med rudlen så langt som det overhovedet muligt.

Når den reg. schweisshundefører med hunden i rem nærmer sig dette sårleje, sker det ofte, at det anskudte/påkørte dyr, rejser sig og fortsætter flugten. Nogle dyr vælger at blive siddende og trykke i sårlejet og først flygte, når hunden er næsten helt fremme ved dyret. Andre dyr sidder meget lettere i sårlejet og flygter ved den mindste fært eller lyd fra dig og hunden.

Det er derfor ikke sikkert, man som hundefører ser dyret rejse sig fra sårlejet og flygte, men når hundenkommer frem til det friske sårlejet, vil den i sin søgeadfærd med al tydelighed vise, at færtbilledet skifter karakter. Hunden vil virke ivrig, intensivere sit søg, samtidig med, at den vil trække kraftigt i remmen for at komme fremad. Hunden vil ofte løfte hovedet, da dynefærten efter det flygtende dyr står meget stærkt.

Hvis man er sikker på, at det er det ”rigtige” dyr, man har foran sig, hvilket måske kan ses på dyret, når det flygter, eller hvis man finder schweiss eller andre pyrschtegn i sårlejet, slipper man hunden til hetz. Det kræver selvfølgelig, at man ikke er tæt på en befærdet vej/jernbane eller lign.

Afhængig af hunderace og om det er rå- då- eller kronvildt, stopper hunden dyret ved enten at bide sig fast i dyret, stille dyret eller en kombination af begge dele.

Hvordan hunden stopper det flygtende dyr, er underordnet. Men det er et must, at hunden til hver en tid kan og vil stoppe det flygtende anskudte/ påkørte dyr, så man kan komme frem og aflive dyret. Dette forudsætter selvfølgelig, at hunden kan løbe dyret op og få kontakt til det.

Det er som nævnt ikke altid, man ser dyret rejse sig fra sårlejet, men ser hunden dyret rejse sig og flygte, og man slipper hunden til hetz, har hunden visuel kontakt til dyret, hvilket gør det nemmere for hunden at følge dyret. Sker det, at hunden ikke ser dyret rejser sig fra sårlejet, men man på sporet kommer frem til et ”frisk” tomt sårleje, bør dette ikke være et problem for hunden.

Den gennemtrænede reg. schweisshund vil, efter den er sluppet til hetz, fortsætte efter det flygtende dyr enten på dyrets kropsfært (dynefært) eller ved at følge det spor/fært, dyret afsætter i sin flugt (bla. angstfært).

Jo mere sporvilje/sporlyst, selvstændighed og mod hunden er i besiddelse af, desto længere vil hunden følge et anskudt/påkørt dyr, efter den er sluppet til hetz.

Træningen af hetzen, kræver at hunden er sporlydig. Dvs. at den, når den slippes til hetz, holder sig til den friske fært, som fortsætter fra sårlejet.

Hvis sporlydigheden ikke er gennemarbejdet i hunden, risikerer man, at hunden ved først givne lejlighed går på jagt efter frisk vildt uden at følge det spor, den er ved at udrede. Det kan ske, at hunden under en hetz støder på et andet frisk dyr og begynder at hetze dette. Dette er helt naturligt, men når hunden finder ud af, at det færtmæssigt ikke er det dyr, hunden er sat til at opspore, skal den selv afbryde hetzen og søge tilbage.

Jeg træner hetzen som en selvstændig øvelse, og begynder allerede med den unge hund, når den kan gå overnatningsspor.
Det første hetzspor er kun 50 meter langt, går lige ud og lægges selvfølgelig i medvind.

• Jeg tager færtskoene på og skraber lidt med en af klovene i jorden, hvor sårlejet skal være. Jeg supplerer evt. med schweiss eller andre pyrschtegn i sårlejet.

• Jeg begynder at gå fremad med færtsko på, og undgår, at der kommer schweiss på klove eller skosåler.

• Efter ca. 50 meter stopper jeg op, tager færtskoene af, og lader dem stå for enden (evt. sammen med maden eller en genstand som hunden får ved enden af hvert spor).

• Jeg går omgående tilbage og henter hunden, fører den frem til sårlejet og giver den roligt schweissshalsbånd og dens schweissrem på, og sætter hunden af et par meter fra sårlejet.

• Når der er ro på hunden, siger jeg med rolig stemme ”søge sporet”, og holder fast i enden af remmen og følger med.

• Når hunden er nået halvvejs ud af sporet, slipper jeg schweissremmen og lader hunden gå de sidste 25 meter alene.

• Når hunden er ved enden af sporet, er der ingen begrænsning for ros og glæde fra min side.

Næste trin er, at du lader hunden udrede de 50 meter hetz, med schweissremmen slæbende efter sig, og du bliver stående ved sårlejet.

De første øvelser klarer hunden formentlig uden problemer, og nu øger du blot afstanden, og i stedet for at gå lige ud går du slangegang som på de første spor.

Det er vigtigt, at der altid kommer ro på hunden, inden den sendes på en hetz.

Når hunden skal udrede hetzen uden schweissrem, lader jeg schweissremmen løbe langsomt ud af schweisshalsbåndet, mens hunden bevæger sig fremad på hetzsporet fra sårlejet. Husk at holde fast i den ende af schweissremmen, hvor karabinhagen sidder.

Når hunden i sportræningen kan løse de spidse knæk og tilbagegange, implementerer du knæk og tilbagegangen på dine hetzspor og gør hetzsporene længere og længere.

Træn frem mod, at hetzsporene kommer op på en længde på minimum 4-500 meter, med flere vinkelrette knæk, og med en 10-20 meter lang tilbagegang, i ét eller flere knæk.

Til Schweissregistrets kvalifikationstest og egnethedsprøve er hetzen kun 200 meter lang med ét knæk med en 10 meter lang tilbagegang.
Nogle vil måske tænke, at hvis hetzen til kvalifikationstesten og egnethedsprøven kun er 200 meter lang, hvorfor skal man så træne hetzspor med en længde på minimum 4-500 meter med flere knæk m.m.

Årsagen er den simple, at hvis din hund kan løse et 4-500 meter langt hetzspor, med flere knæk og tilbagegange, vil den ikke have de mindste problemer med at løse den hetz, som kræves til kvalifikationstesten og egnethedsprøven.

Du kan sagtens træne korte hetzspor for enden af sporet en gang i mellem, men jeg har valgt at dele sporarbejdet og hetzen op i to selvstændige discipliner i schweissarbejdet.

Jeg ved, at flere med succes, har implementeret hetzen i ethvert sporforløb, hvor hetzen bruges som “motivation” og “belønning”. Motivationen skærper sporlysten, og belønningen gives for at udrede sporet.

Jeg kan godt lide tankegangen med en “lille” hetz for enden af hvert spor, da enhver jagthund vil elske denne afslutning. Der er nemlig ingen tvivl om, at det vil være en kæmpe motivationsfaktor, hvis hunden ved, at der ligger en hetz for enden af hvert træningsspor.

Belønningen for enden af et hetzspor, skal selvfølgelig (som på sporet) være meget spændende / interessant. Jeg bruger som regel et skind, hvorefter jeg laver trækkelege med hunden, når den kommer til enden af hetzen, og “fanger” skindet. Jeg tager også nogle gange færtsko med klove og kaster den så langt jeg kan. Hunden elster at "hetze" denne flyvende klov, som den fanger og kommer tilbage og afleverer. Dette kan jeg gentage flere gange.

Uanset hvilken hetz man vil lægge til hunden for enden af et træningsspor, skal man huske på, at hetzen altid skal starte i et sårleje og skal udlægges umiddelbart før, man starter op på at udrede det udlagte spor / overnatningsspor.
Det er dig som hundefører som skal vurdere om en “lille” kunstig hetz for enden af hvert træningsspor, er en god ide eller ej, da det både kan have en positiv og en negativ effekt på hundens sporudredning.