Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

“Verharren” er en træningsmetode, hvor du lærer din hund at udvise en adfærd, mens den udreder et sporforløb, hvor den viser, om den er på eller af sporet.

Derudover vil du opleve, at hvis du fra hvalp har trænet “Verharren” med hvalpen, og den har forstået øvelsen, vil den ikke trække på sporet, men affinde sig i ethvert tempo på sporet, - styret af hundeføreren. Det er Oberforstrat Uwe Tabel som har opfundet metoden, og den blev første gang præsenteret af ham selv, ved et kursus i Danmark i 1981.

Umiddelbart skulle man mene, at det en unødvendig øvelse at lære hunden, da hunden jo altid skal være sporlydig og sporærlig, og på intet tidspunkt skifte over på en anden fært.

At sporlydigheden efterleves, kan du styre og kontrollere på de spor, du selv lægger, men hvis du tror, at hunden, efter den er blevet sporlydig på træningssporene, ikke senere kan fristes til at skifte over på en frisk fært, bliver du slemt skuffet. For det kan hunden sagtens finde på, og det er også sikkert, at det vil ske. Verharren er derfor en øvelse i øvelsen, som du senere kan bruge på den praktiske eftersøgning, hvis du skulle blive i tvivl, om hunden går på den “rigtige” fært.

Når du selv har lagt sporet og med sikkerhed ved, hvor sporet ligger, strammer du, mens hunden er i fremaddrift på sporet, forsigtigt op i schweissremmen.

Jo mere du strammer op i remmen, desto langsommere vil hunden kunne bevæge sig fremad i sporet. Hvis øvelsen er korrekt indlært, vil hunden, når og hvis du strammer så meget op i remmen, at hunden står helt stille, blive stående i den position, med hovedet vendt i sporretningen, kun ventende på, at du igen giver den lov til at søge videre.

Det er rimelig nemt at lære hunden, og du starter første gang med at stramme lidt op i remmen, hvor du ved, at hunden er på sporet. Hunden går herefter langsommere (da du holder den igen i remmen), og lige inden hunden begynder at søge til siderne, eller vende om, stopper du din opstramning i remmen, mens du behersket roser hunden. Øvelsen gentages og gentages på sporet, og altid hvor du ved, at hunden står lige oven i sporet.

I starten af træning af Verharren kan hunden blive lidt frustreret, da den jo gerne vil fremad i sporet, men efterhånden affinder den sig med situationen, og bliver mere eller mindre stående i sporretningen, klar til at fortsætte.

Ideen med Verharr-metoden er, at vi spørger hunden “Har du sporet” og hunden kan svare “ja” eller nej”.

Kort fortalt går det ud på, at hundeføreren langsomt strammer op i remmen, mens hunden udreder et sporforløb og bremser hunden helt op til den står stille i stram rem. Dette er spørgsmålet til hunden, “Har du sporet”. Hunden reagerer enten ved at stå stille med hovedet pegende i sporretningen, hvilket er hundens svar “ja det har jeg”, hvorefter hundeføreren siger “søg sporet”, og hunden fortsætter sit sporsøg. Eller, når svaret er “nej”, så reagerer hunden ved en rundering for at finde sporet.

Min nuværende schweisshund udfører Verharrmetoden på en lidt anden måde. Hvis jeg strammer lidt op i remmen, kan jeg tydeligt mærke, at hans ekstremt høje sporlyst overtager styringen, for hvis han er på sporet, lægger han flere kræfter i, som en bekræftelse “ja jeg er på sporet”.

Hvis han ikke står i sporet, når jeg strammer remmen op, giver han mig ikke det bekræftende modtræk men begynder at søge ud til siderne og evt. rundere, hvilket betyder “nej, jeg er ikke på sporet”.

Den samme hund har også en anden måde at vise mig at den er på det "rigtige" spor. Hvis jeg under sporudredningen sætter ham af, vil han hvis han er på det "rigtige" spor, sætte sig ned og kigge fremad i sporretningen. Hvis han ikke er på det "rigtige" spor, sætter han sig ikke ned, men vender rundt og kommer tilbage mod mig.

Den måde, min hund løser opgaven på, er på ingen måde den perfekte Verharr-metode. Men det at jeg kan kommunikere med hunden, om den er "på spoer" eller ej, er en kæmpe hjælp på de praktiske eftersøgninger, når jeg som hundefører bliver i tvivl om vi er på sporet af det "rigtige" dyr.