Skip to main content

Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

Sit / dæk på sporet

Gennem den alm. grundlydighed har du lært din hund “sit” og “dæk” kommandoen. Det er ikke nok, at hunden kender kommandoerne, hvis den ikke også udfører dem i praksis - hver gang.

Hvis din hund ikke på kommando vil “sitte” eller “dække”, fordi jorden er fugtig, våd eller beskidt, har hunden ganske enkelt ikke lært øvelsen.

Du skal kunne ”sitte” eller ”dække” hunden af under enhver sporudredning. Dette kan du få brug for brug for hvis I skal forcere et elhegn, hvis der ses frisk vildt (som intet fejler) eller hvis hunden, eller du kører træt og har brug for en pause.

Mens du undersøger et anskudssted, skal du også kunne “sitte” eller “dække” din hund af, mens du måske kravler rundt i anskudsstedet for at finde schweiss, hår eller andre pyrschtegn. Hvis hunden ikke magter denne simple lydighedsdiciplin, vil hunden trække ihærdigt for at komme i gang med sporudredningen, da den nemt kan lugte i hvilken retning det anskudte dyr er flygtet. Det giver et rodet billede, og da det ikke er sjovt at stå med en hund som bare vil i gang med sporudredningen, mens du forsøger at tyde anskudsstedet, kan man nemt komme i den situation, at der opstår en konflikt hund og dig imellem.

En sådan konflikt er ikke den bedste forudsætning for at komme godt i gang med sporudredningen.

Hvis hunden markerer en dråbe schweiss eller en lille rørknogle på vej ud af sporet, vil du værdsætte at du roligt kan “sitte” eller “dække” din hund af, mens du undersøger det fundne pyrschtegn.

Hunden skal gennem træningen have lært, at det ikke er den som skal bestemme hvornår den skal gå spor. Nej det er dig som hundefører, som bestemmer hvornår hunden skal gå spor og ikke gå spor.

I den travle tid hvor der er mange eftersøgninger, er det rart at man kan stoppe hunden, ved at “sitte” eller “dække” hunden af mens man i ro og mag kan svare på et telefonopkald fra en ny jæger, som har brug for dig og din hund.