Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

Sporlydighed forudsætter, at hunden i dagligdagen er lydig og ikke er i tvivl om, hvem som er flokføreren. Udover kontaktøvelsen lærer jeg mine hunde fra hvalpestadiet, at der er noget som hedder en “Nej-kommando”.

Når hvalpen får en Nej-kommando, betyder dette, ”Stop omgående det du er i gang med”.
Det er vigtigt at man også husker at rose hunden med et "Ja, det var godt", "Du er dygtig", "Dygtig"  eller en anden form for mundtilg ros, hver gang hvalpen udviser den adfærd jeg ønsker.

Nej-kommando bruger jeg meget i dagligdagen og i lydighedstræningen, og når hvalpen er kommet over sin første kønsmodning, og hundens jagtinstinkter for alvor vågner, er det på tide at implementere sporlydigheden i selve sportræningen.

Hvis hunden kender betydningen af Nej-kommandoen, er det nemmere at kommunikere med hunden, når den skal i gang med sporlydigheden.

Når man skal korrigere sin hund på sporet, er det utroligt vigtigt at man ikke råber højlydt, og helt udelukket er det, at man straffer hunden ved at tage hårdt fat i den. De hundeførere, som mister tålmodigheden og straffer hunden hårdt på sporet, risikerer en unødig konflikt og deraf manglende tillid til hundeføreren. Hunden kan blive sat mange måneder bagud i træningen, og måske aldrig komme i gang igen.

Man skal kende sin hund, og vide hvor meget den kan tåle af irettesættelser / ”negative reaktioner” fra hundeføreren, hvilket er afhængig af race, alder m.m.

Det er sikkert som amen i kirken, at hvis du råber af én af de ”røde hunde” på sporet, eller tager hårdt fat i den, mens du skælder den ud, skal du forberede dig på, at hvis du vil ud til enden af sporet, kommer du selv til at gå sporet. Den ”røde hund” går ikke spor en meter længere.

En velfungerende driftstærk og mentalt stærk Ruhåret Hønsehund, tåler flere irettesættelser fra hundeføreren på sporet end f.eks. retrieveren.

En metode, mange har gode erfaringer med, er at bære hunden tilbage på sporet, hvis den gang på gang skifter fra sporfærten over på en afledningsfært, da voksne hunde under udredningen af et spor, ikke synes det er særlig rart at blive båret.

Hvis man har en stor Ruhåret Hønsehund eller en tung Retriever, er metoden med at bære hunden tilbage på sporet ikke en mulighed.

I stedet for at bære hunden tilbage på sporet går man bestemt ud til hunden, siger ikke noget til den men tager den i halsbåndet og fører den stille og roligt tilbage på sporet, hvor den sættes af ca. 5-10 meter før afledningsfærten krydser sporet. Når hunden har siddet i et kort øjeblik, starter du igen hunden op, med et lidt mere bestemt ”søg sporet...”.

Når du irettesætter hunden på sporet eller i andre træningssituationer, er det vigtigt, at du ikke hører efter de hundefolk, som taler om “hård” straf i træningen, da tiden for mange år siden, er vokset fra de gamle ”Carl Tabel metoder” - og heldigvis for det. Ved træning af hunde i dag, kommen man meget længere med motivation og lystbetonet træning, kombineret med korrektioner, så hunden altid synes det er ”sjovt” at træne.

Den gamle ”kadaver-disciplin”, som Carl Tabel var talsmand for, kan vi i dag ikke bruge til noget som helst.

Jeg træner ud fra den pædagogik, at jeg tydeligt tilkendegiver, hvad det er jeg vil have hunden til at gøre, og samtidig tydeligt tilkendegiver, hvad den IKKE skal gøre. Dvs. at jeg prøver at gøre øvelsen så sort/hvid som muligt for hunden, hvor ”hvid” er det, jeg vil have den til at gøre, og ”sort”er det, den ikke skal gøre.

Ved at gøre en øvelse ”sort”/”hvid” har hunden nemmere ved at skelne mellem det ”rigtige” og det ”forkerte”. Du behøver ikke at lægge lange spor, for at træne sporlydighed, men kan ligesom ved markeringsøvelser, hetzen m.m. træne sporlydighed som en selvstændig disciplin sideløbende med det egentlige sporarbejde.

Jeg træner ”aflednings-øvelserne” som vist på tegningen, mens andre gør det på en helt anden måde. Ingen af træningsmetoderne er mere rigtig en den anden, da der heller ikke her findes en facitliste.

Hvis du vil følge min anvisning lægger du dine spor med færtsko (med klove uden schweiss), og lægger 3 spor, hvor længden på hvert spor ikke behøver at være længere end 100-150 meter.
Du skal ikke på disse spor lave anden færtforvirring som stjerne, rundgang, spidse knæk eller lign. da det er momentet sporlydigheden vi skal arbejde med.
Fordelen ved at lægge 3 korte spor, er at du får 3 gang opstart, 6 gange krydsning af afledningsfært og 3 gange succesfuld afslutning.

For enden af hvert spor, lægger du det hunden synes er bedst (mad, skind, klov eller andet).

De korte spor får noget alder, og umiddelbart inden du starter hunden op på sporet, trækker du en anden klov, et skind, død fasan, hare eller lign. efter dig i en snor og krydser alle de lagte spor med den nye og stærkere fært (se tegningen).

De steder, du krydser det oprindelige spor med afledningsfærten, markeres tydeligt, så du ikke er i tvivl om, hvor afledningsfærten ligger, når du umiddelbart efter går sporet med hunden.

Om sporet ligger 2 time, 5 timer, eller natten over, er selvfølgelig afhængig af, hvor langt hunden er i sportræningen.

Når hunden kommer til den af dig udlagte afledningsfært, vil den ofte slå over på denne. Du lader hunden komme max. en remlængde (10 meter) ud af afledningsfærten og stopper hunden med et behersket Nej, og sætter hunden af hvor den er. Herefter går du stille og roligt ud til hunden, tager den i halsbåndet og fører den stille og roligt tilbage på sporet, hvor den sættes af ca. 5-10 meter før afledningsfærten krydser sporet.

Når hunden har siddet i et kort øjeblik, starter du igen hunden op med et lidt mere bestemt ”søg sporet...”. Hvis hunden igen går af på afledningsfærten, (hvilket er sandsynligt), gentager du seancen med at sætte hunden af og føre den tilbage.

Når hunden efter et par gange har forstået, at den skal ignorere denne friske fært, og fortsætter fremad i sporet, er det vigtigt, at du husker at rose hunden behersket. Denne øvelse skal selvfølgelig gentages mange gange, men tror mig, denne øvelse skal hunden beherske, hvis den skal have en kinamands chance for at klare sig godt på en kvalifikationstest, eller en egnethedsprøve - for ikke at tale om en praktisk eftersøgning i et vildtrigt område.