Træning af knæk, tilbagegang, stjerner m.m.

I en schweisshund SKAL der være en tilpas selvstændighed, hvilket på ingen måde skal tolkes som ulydighed.

Hunden skal i dagligdagen forstå og adlyde kommandoer som sit/dæk og komme hver gang på kald eller fløjte. Det sidste (altså hjemkald) skal man ikke forvente vil ske på en hetz, hvor dyret er rejst fra sit sårleje, og hunden hetzer dyret.

En selvstændig hund med stor sporlyst og høj jagtlyst, lader sig ikke stoppe midt i en hetz på et anskudt eller påkørt dyr, hvilket både er godt og skidt.

Det gode er, at hunden holder hårdt på i hetzen, og mister hunden dyret af syne, fortsætter hunden efter dyret, blot ved at følge dynefærten, og dyrets fod, som afsætter angstfært.

Jo mere selvstændighed, mod, jagtlyst og sporlyst hunden er i besiddelse af, desto længere vil hunden hetze dyret. Ulempen ved dette er, at man som schweisshundefører skal overveje, hvornår man skal slippe hunden til hetz, efter dyret er rejst fra sårlejet. Da man ikke altid kan forudsige, hvilken flugtrute et anskudt/påkørt dyr vælger, kan man risikere, at dyret, efter hunden er sluppet til hetz, sætter kursen direkte mod en stærkt trafikeret vej.

Af samme årsag vælger samtligeschweisshundeførere at vente med at slippe hunden til hetz, når der eftersøges et dyr tæt på en stærkt trafikeret vej, selvom dyret er rejst fra sit sårleje. Man sporer blot videre i rem, indtil man er fortrolig med afstanden til de stærkt trafikerede veje.

Min tidligere reg. schweisshund viste i en ung alder, at hans selvstændighed ikke fejlede noget. Selvom han var rimelig lydig som unghund, undlod han ikke at vise sin selvstændighed (også kaldet egenrådighed), hver gang jeg var på stranden og motionere ham i vandet. Jeg motionerede ham ved, at jeg smed pinde eller bolde ud i vandet, som han med stor iver svømmede ud og hentede og afleverede til mig. Lige så snart hunden fornemmede, at motionstimen var ved at være slut, og jeg begyndte at gå væk fra vandet og op mod bilen, lagde han sig ned i vandkanten. Hvis jeg kaldte på ham, vidste jeg godt, at han ikke kom, hvorfor jeg undlod at kalde. Jeg gik i skjul bag klitterne, og de første mange gange kom han indenfor de første 10 minutter, for at se, hvor jeg var henne. Senere trak han tiden, og jeg har været oppe og vente i hele 30 minutter, før han kom luntende for at se, hvor jeg blev af. Jeg valgte derfor at skifte taktik, og tog ham fremover i snor, noget før strandturen var slut.

I dag er han blevet mere lydig og har gennem lydighedstræningen lært, at når jeg kalder på ham, SKAL han komme, uden det på nogen måde har ødelagt den nødvendige selvstændighed.