Sporhund eller schweisshund

Sporarbejde er en sund og interessant aktivitet for både hund og fører. Det er en lærerig proces, der udvikler samarbejdet mellem hund og fører, og samtidig er det en rigtig god måde at stimulere hunden på.

Men det er vigtigt at holde fast i, at uanset hvor godt hunden kan udrede et 400 m/3 t, 400 m/20 t, 1.000 m/20 t eller 1.000 m/40 t spor, er det ikke ensbetydende med, at hunden er egnet til praktisk eftersøgning.
Sagt på en anden måde er forskellen i sværhedsgrad mellem et kunstigt udlagt spor og et sporforløb på en praktisk eftersøgning som nat og dag.

Forskellen på sporarbejde og schweissarbejde

Årsagen til denne misforståelse omkring prøver kontra praktiske eftersøgninger er bl.a., at man i prøvesystemet uden for Schweiss-registret kalder alle sporprøver for schweissprøver.

DKK definerer ellers tydeligt, hvad forskellen er, når DKK under overskriften ”Schweiss- og sporarbejde” præcist beskriver, at schweissarbejde er eftersøgning og opsporing af anskudt eller påkørt vildt og udføres af registrerede schweisshundeførere fra Naturstyrelsens Schweiss-register.

Sporarbejde er derimod en sports- og træningsaktivitet, hvor man kan dyrke sporarbejdet for sjov eller konkurrere på kunstigt udlagte spor.

DKK definerer, som skrevet ovenfor, på glimrende vis forskellen mellem spor- og schweissarbejde, men når DKK efterfølgende kalder de såkaldte sporprøver for schweissprøver, giver DKK's definition absolut ingen mening.

DM i schweiss – en misvisende betegnelse

Helt galt går det, når DKK årligt afholder en sporprøve, som de kalder ”DM i schweiss”.
Til dette DM deltager stort set ingen registrerede schweisshunde, men udelukkende sporhunde, som har bestået sporprøver af en vis sværhedsgrad.

Paradoksalt nok er mange af de bedst placerede sporhunde ved dette DM hunde og hunderacer, som ingen værdi har eller nogensinde vil få i det danske Schweiss-register.

Vinderen af sporprøven ”DM i schweiss” omtales som ”Danmarks bedste schweisshund”, hvilket er en titel, som kun er med til at forvirre begreberne yderligere.

Fordi du har en god sporhund, er det ikke ensbetydende med, at du også har en god schweisshund.

Praktiske eftersøgninger kræver specialtrænede schweisshunde

At sammenligne en svær praktisk eftersøgning på klovvildt med en hvilken som helst sporprøve er ikke muligt.
Svære praktiske eftersøgninger kræver specialtrænede schweisshunde, som gennem hundredvis af praktiske eftersøgninger har lært at følge et anskudt eller påkørt dyrs ”angstfært” og ikke den biologiske/bakteriologiske fært, som hunden følger på de kunstigt udlagte sporforløb.

Hvad kendetegner en registreret schweisshund og dens fører?

En registreret schweisshund er ikke en bestemt race, men en hund, som er en del af en ekvipage.
Både hund og fører i denne ekvipage har erfaring med at finde et anskudssted og efterfølgende kunne ”læse” og tyde dette.
Den registrerede schweisshundefører ved, hvordan vildtet reagerer, når det er anskudt, og er gennem uddannelse og erfaring, modsat den almindelige jæger, i besiddelse af de nødvendige schweiss- og eftersøgningsfaglige kompetencer, som han/hun specifikt har indarbejdet i schweisshunden gennem en meget målrettet træning.

Ældre bøger og træningsmetoder om schweissarbejde

Der er gennem årene skrevet flere bøger om schweissarbejdet, hvoraf nogle helt klart er bedre end andre.
Desværre giver nogle af disse bøger et indtryk af, at blot en hund kan udrede et kunstigt udlagt overnatningsspor, er hunden også brugbar til praktiske eftersøgninger, hvilket ikke er sandt.

Tiden er løbet fra flere af de træningsmetoder, som nævnes i nogle af de tidligere bøger om schweisshundearbejdet.
Man kan selvfølgelig stadig bruge meget af det, som er skrevet i disse bøger, men man skal blot være opmærksom på, at schweissarbejdet i dag ikke er identisk med blod-/schweissspor – tværtimod.

Brugen af schweiss på sporene har ændret sig

Det, jeg mener, er, at modsat for ikke så mange år siden, hvor udlægningen af schweiss på sporene var en stor del af schweisssporet, udgør schweiss i dag kun en meget lille del af selve sporet.
Schweissen bruges i træningen kun som markeringer, placeret på nogle få udvalgte steder, bl.a. i et sårleje.

Det er ikke så mange år siden, at man kunne blive optaget i Schweiss-registret, blot man fik en 1. præmie på en 400 m/20 timers prøve, hvor der var dryppet 1/4 liter schweiss ud på sporet.
Det er ingen hemmelighed, at hvis man var god til at spotte den røde schweiss i skovbunden, kunne man gå store dele af sporet alene ved hjælp af synet, ligesom sporets form var nem at forudsige.

Schweiss på nutidens sporprøver

På sporprøver under DKK og i nogle specialklubber bruges schweiss stadig på prøverne.
På de afsluttende prøver, som hunden skal ”bestå” for at blive optaget og godkendt som registreret schweisshund, bruges der kun nogle få dråber schweiss, og disse placeres ikke på klovene, men som pyrschtegn på sporet.

Sporprøver bør hedde sporprøver – ikke schweissprøver

Sporprøver, som afholdes af DKK eller specialklubberne, burde hedde SPORPRØVER, og kun sporprøver, som afvikles af Schweiss-registret, burde hedde SCHWEISSPRØVER.