Sporhund eller schweisshund
Egnethedsprøven
Egnethedsprøven er for de registrerede schweisshundeførere, som ønsker at få endnu en hund optaget i registret, eller tidligere registrerede schweisshundeførere, som har været ude af registret i maksimalt to år.
Sporforløbet er identisk med kvalifikationstesten, dvs. 600 meter langt med de samme momenter som på kvalifikationstesten.
Den eneste forskel på de to test/prøver er bedømmelsen af ekvipagerne.
Egnethedsprøverne afholder Schweissregistret forår og efterår, dvs. i april/maj og august/september.
Som noget nyt kan man som registreret schweisshundefører, rette henvendelse til Schweiss-sekretariatet når man mener at man har en ny hund klar til en egnethedsprøve, og der vil hurtigt blive arrangeret en egnethedsprøve.
Årsagen til dette er, at det gælder om at egnede schweisshunde kommer ud på de praktiske eftersøgninger, så hurtigt som muligt.
Større krav til erfarne schweisshundeførere
Da egnethedsprøven er for hundeførere, som har eller har haft hunde i registret, forlanger man selvfølgelig langt mere selvstændigt arbejde af både hundene og deres førere, da det jo ikke er første gang, hundeførerne er på eftersøgning.
Inden man stiller til en egnethedsprøve, ved man som mere eller mindre erfaren hundefører, at hunden skal være sporlydig og i god kondition.
Bedømmelse af spordelen og hetzen
Man kan bestå spordelen på en egnethedsprøve med en 1., 2. eller 3. præmie, og både spordelen og hetzdelen skal bestås.
På hetzen har man to forsøg.
Det vil sige, at hvis hunden kommer tilbage til hundeføreren uden at have været ude ved dyret, får man endnu et forsøg til at sætte hunden til selvstændigt at udrede hetzen.
Lykkes det ikke anden gang, er hetzen dumpet, og dumper hunden på hetzdelen, dumper man på egnethedsprøven, uanset hvordan spordelen er gået.
Det er ikke nok, at hunden har været tæt på dyret, da det for nogle år siden blev besluttet, at hunden skal tage kontakt til dyret, dvs. snuse til dyret, nappe eller bide i dyret.
Hvad sker der, hvis hunden mister sporet?
Hvis hunden går af på en afledningsfært, går for langt i en tilbagegang eller kommer for langt væk fra sporet, bliver man stoppet og får besked om, at man har et tab.
Efter at hundeføreren har fået denne besked, skal ekvipagen selv finde tilbage til sporet og genoptage sporudredningen.
Hvor mange tab må man have?
For hvert tab trækkes en præmiegrad, hvilket betyder, at man kan tillade sig at have to tab. Får man et tredje tab, er det slut.
Hvor mange gange må man dumpe til en egnethedsprøve
Hvis hundeføreren dumper tre gange med den samme hund til en egnethedsprøve, kan hunden ikke optages i registret.
Hvis en hundefører dumper 6 gange i træk til en egnethedsprøve, med to eller flere hunde, bliver hundeføreren diskvalifiseret, det vil sige at han ikke kan optages i schweissregistret.
Hvis en hundefører har én hund i registret, og dumper 6 gange i træk med to eller flere hunde til en egnethedsprøve, indrages det ID-kort som hundeføreren har på den hund som er i registret.
Læs om: Sporopbygningen ved Schweissregistrets Kvalifikationstest og Egnethedsprøve
Afsnit i dette kapitel
- Hvilken vej vil du gå?
- Bliv reg. schweisshundefører
- Schweisshunden er en specialist
- De negative og gode ting
- Schweiss-registrets værdisæt
- Hvor lang tid tager det at uddanne en schweisshund
- Kvalifikationstesten
- Sporforløb på en kvalifikationstest og egnethedsprøve
- Egnethedsprøven
- Schweiss-registret i Danmark
