Sporhund eller schweisshund
De negative og gode ting
Glem alle de romantiske drømme om i skjorteærmer at eftersøge en stor seksender en lun sommerdag kl. 10.00. Dermed ikke sagt, at det ikke vil ske, for det gør det selvfølgelig.
Men er du klar til at rive en hel weekend ud af kalenderen for i øsende regnvejr at eftersøge et lam i et moseområde, mens du gennemblødt og med vand i gummistøvlerne kan mærke, hvordan myggene overfalder dig og suger alt blodet ud af dig?
En enkelt weekend kan man altid klare, men er du klar til at ofre rigtig mange weekender på dette projekt fordelt over hele året?
Telefonen ringer også midt om natten
Er du også klar til at tage telefonen kl. 02.00 om natten, når private, politiet eller 1812 (Dyrenes Beskyttelse / Falck) ringer om en påkørsel, velvidende at du skal op på arbejde kl. 07.00 næste morgen?
Ikke bare én gang, men mange gange i løbet af året, og nogle gange flere gange på én nat?
I dag er mange registrerede schweisshundeførere oppe på over 100 trafikeftersøgninger om året, hvilket i gennemsnit svarer til ca. to om ugen.
Familiens opbakning er altafgørende
Lige så vigtigt det er, at du er indstillet på at blive registreret schweisshundefører, lige så vigtigt er det, at din familie har samme positive indstilling til tingene.
Det er muligt, at du brænder for sagen, men du skal også have opbakning fra familien, da det er dem, som kommer til at undvære dig, når du er ude at eftersøge.
Jeg vil råde dig til at tale med din familie og vende alle de forskellige scenarier, da det er familien, som bliver efterladt derhjemme, mens du er på eftersøgning.
Oplevelser, du ikke finder andre steder
Hvis du og din familie er indstillet på, at du bruger det meste af din fritid på at være registreret schweisshundefører, er det sikkert, at du vil få nogle fantastiske oplevelser, som du ikke kan få på andre måder.
Den behagelige følelse, man får i kroppen, når man eventuelt i samarbejde med andre registrerede schweisshundeførere endelig finder det anskudte eller påkørte dyr og gør en ende på dets lidelser, ja, den følelse kan ikke beskrives. Den skal opleves.
Kammeratskabet og samarbejdet med schweisskollegaerne
Samarbejdet med dine schweisskollegaer, som har samme passion for schweisshundearbejdet som dig selv, menings- og erfaringsudvekslingerne samt det gode kammeratskab opvejer alle de natlige telefonopkald og de dage, hvor du under en eftersøgning flere gange bliver gennemblødt fra top til tå.
Jeg kan garantere dig, at alle de oplevelser, du som registreret schweisshundefører får sammen med din hund og dine schweisskollegaer, overskygger alt det ”negative”.
Har du familien i ryggen, og du både kan og vil efterleve Schweiss-registrets værdisæt, tja, så er det bare med at komme ud af starthullerne og i gang.
Jeg er 100 % sikker på, at du ALDRIG vil fortryde dit valg.
Afsnit i dette kapitel
- Hvilken vej vil du gå?
- Bliv reg. schweisshundefører
- Schweisshunden er en specialist
- De negative og gode ting
- Schweiss-registrets værdisæt
- Hvor lang tid tager det at uddanne en schweisshund
- Kvalifikationstesten
- Sporforløb på en kvalifikationstest og egnethedsprøve
- Egnethedsprøven
- Schweiss-registret i Danmark
