Sporhund eller schweisshund

Schweiss-registret udvikler sig hele tiden, og derfor stilles der langt større krav til hundene i dag, end man gjorde for blot 20 år siden.
Dengang skulle man ikke aflægge en kvalifikationstest, før man kunne blive indstillet til uddannelsen, og de registrerede schweisshundeførere skulle ikke bestå en egnethedsprøve med nye hunde, før de kunne få disse optaget i registret.

Nej, dengang kunne man som ny hundefører komme direkte på et todages kursus på Kalø, hvis hunden inden da havde opnået en førstepræmie på en 400 m/20 t sporprøve, og Schweissregistret vurderede hundeføreren som egnet.
Derudover skulle der selvfølgelig også være behov for nye hundeførere i området.

Hvis en registreret schweisshundefører ville have endnu en hund i registret, krævede det blot, at hunden havde opnået en førstepræmie på en 400 m/20 t sporprøve, hvorefter den blev udstyret med et ID-kort.

Skærpede krav har hævet niveauet

Heldigvis er kravene blevet skærpet, da mange jægere, som dyrkede jagthundesporten i form af markprøver, fuldbrugsprøver m.m., nemt kunne bestå en adgangsgivende 400 m/20 t sporprøve med 1/4 liter schweiss sprøjtet ud på sporet.

Disse jægere var hundemæssigt, efter datidens krav, kvalificerede til optagelse i Schweiss-registret, men man vidste i bund og grund ikke, om deres hunde overhovedet kunne løse spormæssige opgaver på højde med nutidens kvalifikationstests eller egnethedsprøver.

Derfor skærpede man kravene, og med de dumpeprocenter, man i dag kan se på både kvalifikationstesten og egnethedsprøven, er der ingen, som kan være i tvivl om, at man har hævet barren betydeligt, hvilket kommer vildtet til gode.
I dag er en registreret schweisshund ikke en god allround jagthund, men derimod en specialtrænet specialist i eftersøgning af anskudt eller påkørt klovvildt.

En allround jagthund er ikke nødvendigvis en god schweisshund

Hvis man tror, at man kan deltage på markprøver, fuldbrugsprøver m.m., altså arbejde på at få uddannet en rigtig god allround jagthund, som efterfølgende mestrer de fleste jagtlige situationer, og samtidig få en god, effektiv og specialiseret schweisshund ud af denne jagthund, tager man grusomt fejl.
Måske en påstand, som nogle vil rynke på næsen over, men jeg har endnu til gode at se nogen lykkes med dette projekt her i nyere tid.

I schweissregistret anbefaler man derfor også alle hundeførere til, at kun bruge de registrerede schweisshunde til praktiske eftersøgninger efter anskudt eller påkørt hjortevildt.
Man fraråder at man bruger schweisshunden til drivjagt, deltagelse i markprøve arbejde, og deltagelse i andre jagtformer - da de bedste schweisshunde er og bliver dem som er specialiseret til opgaven.

Hvis man ikke er enig, kan man jo bare skele til sportens verden (2026).
Det længste diskoskast som er kastet i atletikens 10-kamp er 57,70 meter.
I atletikens individuelle disciplin diskoskast er verdensrekorden 75,56 meter.
Den atlet som har specialiseret sig i diskoskast, kaster hele 17,86 meter længere eller 23,6 procent længere, end den atlet som udfører diskoskast i 10-kamp.
Den eneste forskel der er på, at den ene atlet kaster længere end den anden, er at han har specialiseret sig i opgaven.

I den kontekst kan man så stille spørgsmålet, hvilken schweisshund bliver bedst til at løse de svære eftersøgningsopgaver?

• Den almindelige gode allround jagthund, som bruges til alle former for jagt?
• Eller schweisshunden som gøres til specialist på området?

Specialtræning begynder allerede i hvalpestadiet

I dag er de registrerede schweisshunde betydeligt mere specialiserede på området, uanset race.
De er fra hvalpestadiet trænet op med det ene formål at kunne spore og finde anskudt eller påkørt klovbærende vildt.

De fire hunde, jeg indtil videre har haft i registret, har alle været trænet med henblik på optagelse i Schweiss-registret og er derfor ikke blevet brugt til almindelig jagt.
Dette er en nødvendighed, såfremt man også vil have nogle af de lange og svære eftersøgninger med hjem.

Kvaliteten af schweissarbejdet skal være i top

Kvaliteten af de registrerede schweisshundes præstationer er tvunget til at være markant bedre end hos de hunde, som kan løse selv de sværeste sporprøver uden for registret.
Det er vigtigt, at ingen uden for Schweiss-registret kan sætte spørgsmålstegn ved fagligheden eller kvaliteten af det arbejde, der udføres af Schweiss-registrets schweisshunde.

Schweisssporet og hetzen

En registreret schweisshund skal beherske to dicipliner.

• Sporarbejdet:
  Schweisshunden skal kunne udrede lange og gamle schweissspor, efter anskudt eller påkørt hjortevildt.
  Den skal lære at ignorere frisk afledningsfært og holde fast i foden (angstfærten) fra det nødstedte hjortevildt som eftersøges - også selvom hunden på sporet møder friskt hjortevildt.
  
  
• Hetzen:
  Schweisshunden skal have lysten, evnen og modet til at løbe et forløbsanskudt rådyr op, og turde at bide sig fast i dyret for at stoppe dets flugt.

Schweisshunden skal beherske både sporarbejdet og hetzen.
Det nytter ikke noget hvis hunden nemt kan spore sig ud til dyret og hvis det så flygter, kan den ikke gøre arbejdet færdigt (fange dyret og forhindre det i at flygte).
Det nytter heller ikke noget at hunden er så vildtskarp at den kan slå en stor 12-årig kronhjort ihjel, hvis den ikke han spore sig ud til kronhjorten.
Schweisshunden skal derfor beherske både sporarbejdet og hetzen.

En bestået prøve er kun begyndelsen

Endelig skal man være bevidst om, at selvom man ”består” en kvalifikationstest eller en egnethedsprøve, er uddannelsen af schweisshunden først lige begyndt.
Efter at en hund er blevet godkendt som registreret schweisshund, skal man regne med, at der går ca. to år og mere end 100 positive eftersøgninger, før hunden kan betegnes som en god og stabil registreret schweisshund.

Det er ligesom, når man tager kørekort, da det først i årene efter man har bestået køreprøven, at man lærer at køre bil.