Skip to main content

Sporhund eller schweisshund

Bliv reg. schweisshundefører

En legitimeret schweisshundefører er det samme som en reg. schweisshundefører.

Mange jægere har et ønske om at komme i gang med uddannelsen som registreret schweisshundefører, men afholder sig fra at gå efter dette mål af forskellige årsager.

Nogle mangler jagterfaring, andre mangler måske
erfaring i at træne hunde, mens der er nogle som af arbejds- eller familiemæssige årsager ikke vil kunne opfylde kravet om parathed.

Historier om, at man skal kende nogen som kender nogen, for at komme i betragtning som reg.
schweisshundefører, er og bliver ammestuehistorier, som intet har med virkeligheden at gøre.

Hvis hund og fører til en kvalifikationstest præsterer tilstrækkeligt på dagen, kommer de ind. Hvis de ikke præsterer tilstrækkeligt på dagen, kommer de ikke ind, så simpelt kan det siges.

Forskellen i sværhedsgraden på en 400m/20t sporprøve og en kvalifikationstest er meget stor og kommer bag på mange. Derfor bliver mange nye ansøgere til Schweiss-registret sorteret fra, efter de har været oppe til den adgangsgivende kvalifikationstest.

Bare længden af sporet på en kvalifikationstest, er betydeligt længere end et 400m/20t spor. Et kvalifikationstest spor er 600 meter langt, og dertil skal tillægges en hetz på 200 meter + div. færtforvirringer. Dette er ensbetydende med, at din hund uden problemer skal kunne udrede et ca. 1.000 meter spor.

Det som de fleste hunde ”dumper” på, er at kvalifikationstesten afvikles i områder, hvor man er sikker på, at der står meget klovbærende vildt. Dvs. at det er sikkert, at man møder fristende afledningsfært, og er hunden ikke sporlydig, går det helt sikkert galt.

Hundeførerens ageren under sporforløbet samt hundens spormæssige kvaliteter, ligesom samarbejdet mellem hund og fører er nogle af de ting, som de to bedømmerne holder øje med.

Man skal være opmærksom på, at selvom man kommer frem til dyret for enden af sporet, er det ikke ensbetydende med, at man har “bestået” kvalifikationsten.

Efter kvalifikationstesten er aflagt, skal man regne med at der kan gå uger, før man får endelig besked,
om man er blevet optaget i registret eller ej.

At komme så langt at blive indkaldt til en kvalifikationstest, og efterfølgende få et afslag på ens ansøgning om at blive reg. schweisshundefører er for mange svært at håndtere.

Uanset hvor sikkert hunden under tidligere træningsspor har udredt svære sporforløb, er og bliver det på dagen, hvor kvalifikationstesten afvikles, at tingene skal gå op i en højere enhed.

Bedømmerne kan af gode grunde kun bedømme det hundearbejde, de ser på dagen, og er det ikke tilstrækkeligt, er det bare op på hesten igen og søge ind året efter.

Bedømmerne giver ofte nogle gode råd til, hvad du bør træne fremadrettet. Lyt til disse råd, da alle
bedømmere er rutinerede reg. schweisshundeførere med mange års erfaring i bagagen.

Det er suverænt Naturstyrelsen der hvert år  beslutter, hvilke nye hundeførere som skal optages som reg. schweisshundeførere, og som skal starte på det 2-årige uddannelsesforløb.

Gå evt. på Naturstyrelsens og Schweissregisrets hjemmeside på www.schweiss.dk og læs mere.