Prøver, sporlog og kondition

De fleste, som stiller til spor- eller schweissprøver, er spændte, hvoraf nogle vil mene, at de ligefrem er nervøse, mens en lille del er tæt på at være angste. Vi ved alle, hvilken kategori vi tilhører, da vi alle på et eller andet tidspunkt har været til eksamensprøve, køreprøve, jobsamtale eller lign.

Ordet eksamensangst kan sagtens bruges i forbindelse med spor- og schweissprøver, men uanset hvilken ”udfordring” man står overfor, er det et faktum, at jo bedre forberedt man er, desto bedre plejer det at gå. Dette faktum er ikke anderledes, når man stiller sin hund til en spor- eller schweissprøve.

Jeg bilder mig selv ind, at jeg er rigtig ”dårlig” til at gå til spor- eller schweissprøver, da jeg altid i dagene og ugerne op til prøverne er meget nervøs. Jeg er ikke bange for at indrømme, at jeg faktisk er bange for ikke at bestå. Dette har den effekt på mig, at jeg aldrig kunne drømme om at stille til en spor- eller schweissprøve, hvis jeg ikke var overbevist om, at hunden består under normale omstændigheder velvidende, at alt kan gå galt på en spor- eller schweissprøve. Man kan efterrationalisere og konkludere, at min bekymring for at dumpe faktisk i sidste ende går hen og bliver min styrke.

Når man stiller sin hund til en spor- eller schweissprøve, har man ikke selv lagt sporet, og er derfor uvidende om selve sporforløbet. Gennem måneders træning er det på denne dag, du får bekræftet om din træning har været god nok.
Som dommer har jeg oplevet rigtig mange gange, at hundeføreren ikke stoler på sin hund, og derfor trækker den af sporet, hvilket er synd for hunden. På den lange bane er det bedre at få et tab, fordi hunden er gået af sporet, end at få et tab fordi hundeføreren trækker hunden af sporet, fordi hundeføreren ikke stolede på hunden. I de tilfælde hvor hundeføreren følger med hunden og får tab, er der håb forude, da det blot er tilbage på ”træningsbanen” og gøre hunden mere sporlydig.
I de tilfælde, hvor hundeføreren ikke stoler på hunden og derfor trækker hunden af sporet,  ser fremtidens spor-problemer meget mere alvorlige ud. Spor-problemerne vil fortsætte, indtil hundeføreren lærer at stille med en gennemarbejdet hund og endnu vigtigere lærer at stole på hunden.

Det er ikke til prøven, du skal begynde at rette på hunden, og lære den at gå spor. Det træner du i månederne op til prøven, hvorfor prøven skal bruges som en form for ”situationsbillede” af, hvor langt du og hunden er kommet i træningen.

Vedr. den nævnte eksamensangst er der faktisk sportsfolk og for den sags skyld også forretningsfolk, som går til psykolog for at få dæmpet denne ”eksamensangst”.

Jeg har aldrig selv gået så vidt, men jeg er ikke det mindste i tvivl om, at en professionel coaching i tiden op til en prøve, altid vil være en god ide. Jeg ved ikke hvordan en sådan “behandling” foregår, men jeg kunne forestille mig, at i stedet for at man har sit fokus på det negative (at dumpe), flytter man fokus over på det positive (at bestå). Man kan måske formulere det på den måde, at man skal passe på ikke at fokusere så meget på ens eksamensangst (præstationsangst), at den tankemæssigt prioriteres højere end muligheden for at få succes.

Der findes også dem, som er uberørte og nærmest “ligeglade”. De tænker meget rationelt og yderst fornuftigt, da der jo ikke kan ske andet end, man dumper på dagen. Der findes også dem, som søger spændingen og nærmest får et “kick”, når de går til prøve, nemlig de deciderede konkurrencemennesker.

Hvis man, som jeg, har ”eksamensangst”, er man altid nevøs, uanset om jeg stiller til en lille og nem 400m/3 timers prøve eller den i min optik vigtigste af alle schweissprøver, nemlig Schweiss-registrets kvalifikationstest eller egnethedsprøve.

Som jeg har skrevet før, er resultatet af min ”eksamensangst”, at jeg aldrig kunne finde på at stille med en hund, som kun på en god dag ville kunne bestå. Nej, min hund skal under normale forhold kunne udrede det schweissspor, den skal gå, uden de store problemer.

Hvis jeg f.eks. stiller til en 400m/3 timer prøve, hvor hunden skal udrede et spor på 400 meter, ved jeg gennem sportræningen, at min hund uden problemer kan udrede et lignende spor, selvom det ville være 800 meter langt.

Hvis jeg stiller en hund til Schweiss-registrets egnethedsprøve, hvor sporet er ca. 600 meter langt + de meter som bruges i stjerner, tilbagegang og de sidste 200 meter hetz, stiller jeg med en hund, hvor jeg gennem sportræningen ved, at hunden uden problemer kan udrede et 2.000 meter langt spor, med en afsluttende hetz.

Til Schweiss-registrets egnethedsprøve skal hunden som nævnt efter udredningen af sporet egenhændigt kunne udrede en 200 meter lang ”hetz” med tilbagegang, hvorfor jeg gennem hetz-træningen ved, at hunden kan udrede et 600-700 meter lang hetz uden problemer.

I stedet for kun at gå træningsspor om morgenen, hvor det ikke er særligt varmt, venter jeg med at gå træningssporene til midt på dagen, hvor det er varmest. Dette betyder, at jeg ikke skal bekymre mig, hvis jeg skal op til schweissprøve midt på dagen, hvor temperaturen måske ligger omkring de +30º.

Det er altid en god ide, også selvom man har “eksamens-angst”, at gå til lidt flere sporprøver end nødvendigt, da du på sporprøverne kommer til at udrede spor, som du ikke ved, hvor ligger.
Du får afprøvet og testet din hunds øjeblikkelige sporærlighed og specielt dens sporlydighed, uden du selv kan påvirke hunden.

Du får også testet din hunds førbarhed, når du på et eller andet tidspunkt under sporforløbet mister overblikket. Går din hund fuldstændig i stå stiller sig op og kigger på dig, eller udviser din hvalp /hund den nødvendige selvstændighed.

Du får testet, om du kan aflæse din hund rigtigt, hvis hunden kommer ud i lidt problemer, hvilket giver selvtillid på kontoen.

Når det er sagt, vil jeg også nævne, at den sunde og mentalt stærke hund med en udpræget sporlyst, som selvfølgelig er blevet trænet på den rigtige måde, ikke lader sig påvirke af, hvem der går i enden af schweissremmen.

Uanset om man er nervøs til en schweissprøve eller ej, bør man vise så meget respekt for hele arrangementet, stifindere, dommere m.fl., at man i det mindste har trænet og gået flere spor af lignende karakter, som man har tilmeldt sig. Når jeg skriver dette, er det, fordi jeg som dommer på schweissprøver (20 timers) har oplevet ekvipager, som stiller op, som ikke kom mere end 50 meter ud af sporet, før de gav op. Når jeg efterfølgende giver min ”kritik” af sporet og konstaterer, at det ikke gik som ventet på dagen, har jeg oplevet, at svaret fra nogle hundeførere har været: ”Nå ja, hunden har jo også kun lige betået en 400m/3 timers prøve, og har endnu ikke gået et overnatningsspor - men det var et forsøg værd...”

En sådan bemærkning og indstilling til spor- og schweissarbejdet er i min optik en hån mod arrangøren af prøven, stifindere og dommere.