Skip to main content

Et er at en hund er rolig og tryg ved skud tæt på den, men kan den fortsat arbejde koncentreret på en sporudredning uden at stresse op, når der bliver afgivet skud fra et jagtgevær meget tæt på hunden?
De fleste jagthunde, som bliver brugt til fuglejagt, vil lade sig distrahere eller stresse op når de hører skud. Årsagen er oplagt, da hunden erfaringsmæssigt forbinder skuddene med vildt som evt. skal apporteres, hvorfor fokus ofte rettes mod det sted hvorfra skuddet blev afgivet.

Hvis hunden skal bestå en Kvalifikationstest eller Egnethedsprøve i Schweissregitret, er det et must at hunden kan abstrahere fra skud tæt på den og fortsat vil/kan arbejde koncentreret på det sporarbejde, den er i færd med at udrede, selvom der affyres ét eller flere skud tæt på hunden.

Dette ville jeg teste på Holger, hvorfor jeg tog ud til den lokale lerduebane. En skovvej går parallelt med lerduebanen, så man kan komme meget tæt på de standpladser hvor skytterne står og skyder efter lerduer.
Jeg havde lagt et rimelig kort spor og havde lagt det på en måde, så afslutningen på sporforløbet vil ligge ca. 10 meter fra en standplads, hvor der blev skudt efter lerduer med jagtgeværer.
Holger viste sig at være fuldstændig upåvirket af de mange skud, og udredte derudover sporet i et roligt og koncentreret tempo.

Inden jeg lavede denne test, havde jeg flere gange været på lerduebanen. Her havde jeg nærmet mig skuddene på lang afstand (150 meter) og gradvist gået tættere og tættere på.
Hver gang der lød et skud fik Holger en cocktailpølse. På den måde forbandt Holger skuddene med noget godt (og mad er altid godt i Holgers verden).

Du kan nedenfor se en kort video, hvor Holger ikke lader sig distrahere af de mange skud fra lerduebanen tæt på ham. I slutningen af videoen bliver der afgivet skud kun 10 meter fra Holger, uden det distraherer hans koncentration omkring sporarbejdet.