Skip to main content

De annoncerede heldags temadage om Spor- og Schweisstræning blev udsolgt på nogle få dage.

Derfor har vi planlagt endnu en temadag om Spor- og Schweisstræning.

Datoen er sat til lørdag den 20. april fra kl. 09-16. 

Denne temadag er for alle med interesse for spor- og schweisstræning, og det er uanset om man overvejer at ville starte op, er startet op, eller kommet godt i gang med spor- eller schweisstræningen og har bestået flere schweissprøver. 

Nogle af dagens emner: 

  • En teoretisk gennemgang af færtforhold, hundens lugtesans, sporlyst, koncentration, vind- og vejrforhold, udstyr og forklaring på hvad forskellen er på en god sporhund og den reg. schweisshund. 

  • Hvordan starter du ”korrekt” op med de første spor? Hvad med ståtid og længde på sporene?
     
  • Hvordan sætter du tempoet ned på hunden, hvis den har fart på, når den udreder sporet? 

  • Hvordan træner du knækkene, så hunden ikke går ud over knækket hver gang? 

  • Hvordan trænes wiedergange, så hunden lærer, at når færten forsvinder er der kun én vej frem - og det er tilbage. 

  • Dråbeudlægning eller klovspor? Udlægning af schweiss på sporet eller ej? Træning i markering af pyrschtegn på sporet? 

  • Hvad er sporlydighed og er den vigtig? 

  • Hvordan træner du hunden i at ignorere afledningsfært? 

  • Hvorfor fraråder jeg at bruge schweiss på sporet? 

  • Hvordan undgår du konflikter under træningen og i dagligdagen? 

  • Knæk på den ”rigtige” og den ”forkerte” måde? Færtforvirringer som lange tilbagegange, rundgange, stjerner, P-spor, terrænskifte, grøfter, afledningsfært og meget mere. 

  • Forberedelse til den først spor-eller schweissprøve. 

  • Hvordan vurderer jeg som dommer hund og førers præstation, når de udreder et 400m/3t, 400m/20t eller sværere schweissspor? Hvad lægger jeg mærke til hos hundeføreren? Hvordan vurderer jeg ekvipagens kvaliteter? 

Få på dagen testet din hunds niveau, og modtag konstruktiv kritik og råd om din fortsatte sportræning med hunden.